dileggiare
Definition from Wiktionary, the free dictionary
Contents |
Italian[edit]
Verb[edit]
dileggiare
- (transitive) To mock or scoff at.
Related terms[edit]
Conjugation[edit]
Conjugation of dileggiare
| infinitive | dileggiare | |||||
|---|---|---|---|---|---|---|
| auxiliary verb | avere | gerund | dileggiando | |||
| present participle | dileggiante | past participle | dileggiato | |||
| person | singular | plural | ||||
| first | second | third | first | second | third | |
| indicative | io | tu | lui/lei | noi | voi | essi/esse |
| present | dileggio | dileggi | dileggia | dileggiamo | dileggiate | dileggiano |
| imperfect | dileggiavo | dileggiavi | dileggiava | dileggiavamo | dileggiavate | dileggiavano |
| past historic | dileggiai | dileggiasti | dileggiò | dileggiammo | dileggiaste | dileggiarono |
| future | dileggerò | dileggerai | dileggerà | dileggeremo | dileggerete | dileggeranno |
| conditional | io | tu | lui/lei | noi | voi | essi/esse |
| present | dileggerei | dileggeresti | dileggerebbe | dileggeremmo | dileggereste | dileggerebbero |
| subjunctive | che io | che tu | che lui/che lei | che noi | che voi | che essi/che esse |
| present | dileggi | dileggi | dileggi | dileggiamo | dileggiate | dileggino |
| imperfect | dileggiassi | dileggiassi | dileggiasse | dileggiassimo | dileggiaste | dileggiassero |
| imperative | - | tu | lui/lei | noi | voi | essi/esse |
| dileggia | dileggi | dileggiamo | dileggiate | dileggino | ||