bøjning

See also: böjning

Danish

Etymology

From bøje (“to bend, inflect”) +‎ -ning.

Pronunciation

• IPA^(key): /bøjnenɡ/, [ˈb̥ʌjneŋ]

Noun

bøjning c (singular definite bøjningen, plural indefinite bøjninger)

1. bending
2. (grammar) inflection (conjugation, declension)

Inflection

Declension of bøjning

common gender	Singular		Plural
	indefinite	definite	indefinite	definite
nominative	bøjning	bøjningen	bøjninger	bøjningerne
genitive	bøjnings	bøjningens	bøjningers	bøjningernes

References

• “bøjning” in Den Danske Ordbog