ordføjning

From Wiktionary, the free dictionary
Jump to navigation Jump to search

Danish

[edit]

Etymology

[edit]

From ord (word) +‎ føjning (joint) +‎ -ing, calque of German Wortfügung.

Pronunciation

[edit]
  • IPA(key): /orfɔjnenɡ/, [ˈoɐ̯ˌfʌjneŋ]

Noun

[edit]

ordføjning c (singular definite ordføjningen, plural indefinite ordføjninger)

  1. (rare) combination of words, syntax
    Synonym: syntaks
    • 2014, Jacob Paludan, Jørgen Stein: Med forord af Hans Hertel, Gyldendal A/S, →ISBN:
      ... hun lod ham altid tale helt ud, hvad enten det nu var hans dybe stemme eller hans ordføjning, der fængslede hende.
      She let him always finish his sentences, whether she was captivated by his deep voice or his phrasing
    • 2010, Christian Becker-Christensen, Dansk syntaks, Samfundslitteratur, →ISBN, page 67:
      Den mindre brugte betegnelse ordføjning omfatter såvel ordstilling som kombination af led uafhængigt af disses rækkefølge.
      The less-used term syntax includes both word order and the combination of constituents regardless of their ordering.
    • 2017, Poul Sørensen, Moderne amerikansk lyrik. Bind 1. Fra Whitman til Sandburg, Lindhardt og Ringhof, →ISBN:
      Ofte bærer hans Ordføjning og Stil Præg af gennemkæmpet Formbesvær, ...
      Oft his phrasing and style are characterized by a strenuous struggle of form
    • 2017, Theodor Ewald, Støvlet-Cathrine, Lindhardt og Ringhof, →ISBN:
      ... tit maatte han staa og stamme for at finde paa en hel ny Ordføjning, der kunde udtrykke det, han alene følte.
      ... often, he would have to stand, stammering, to find a completely new syntax that could express what he alone felt.

Declension

[edit]

Synonyms

[edit]