hænde

See also: hände and Hände

Danish

Pronunciation

IPA^(key): /hɛnə/, [ˈhɛnə]

Etymology 1

From Old Norse henda, from Proto-Germanic *handijaną (“to seize”), cognate with Swedish hända. Derived from the noun *handuz (“hand”).

Verb

hænde

1. (intransitive) to happen (with or without an indirect object)
   • 1973, Anders Bodelsen, Bevisets stilling, repr. 2011, https://books.google.dk/books?id=l04uwSJPT7sC&pg=PT102:

     Nu vidste han ikke hvad der hændte hende, omkring hende og i hende, og han vidste ikke hvad hun tænkte.

     Now, he didn't know what was happening to her, around her and within her, and he didn't know what she was thinking.

2. (passive voice or reflexive, obsolete) to happen (with or without an indirect object)
   • 1834, Bibelen, Deut. 23.10:

     Naar der er en Mand iblandt Eder, som ikke er reen for det, som ham kunde hændes om Natten, da skal han gaae ud udenfor Leiren.

     When a man among you is not clean because of what might happen to him during the night, he must go outside the camp.

3. (transitive, obsolete) to give
   • 1891, Niels Møller, Aischylos. Agamemnon, vv. 369-70:

     O venlige Nat, | der hænded vor hær det strålende ry!

     O friendly Night, who gave the splendid fame to our army!

Conjugation

Inflection of hænde

	present	past
simple	hænder	hændte
perfect	har hændt	havde hændt
passive	hændes	hændtes
participle	hændende	hændt
imperative	hænd	—
infinitive	hænde	—
auxiliary verb	have	—
gerund	hænden	—

Etymology 2

See the etymology of the corresponding lemma form.

Noun

hænde c

1. (obsolete) dative singular indefinite of hånd

   only in the fixed expressions af hænde (“off the hands”) and i hænde (“in the hands”).