krænke

See also: kränke

Danish

Etymology

From Middle Low German krenken, from Old Saxon *krenkian, from Proto-West Germanic *krankijan.

Pronunciation

• IPA^(key): [ˈkʰʁ̥aŋɡ̊ə]

Verb

krænke (imperative krænk, infinitive at krænke, present tense krænker, past tense krænkede, perfect tense har krænket)

1. offend
2. violate
3. abuse sexually