røge

Danish

Etymology

From Old Norse reykja (“to smoke”). Doublet of ryge, røg.

Pronunciation

• IPA^(key): /røːɡə/, [ˈʁœ̞ːjə], [ˈrʌjə]

Verb

røge (imperative røg, infinitive at røge, present tense røger, past tense røgede, perfect tense røget)

1. to smoke (to preserve or prepare by treating with smoke)

Conjugation

Conjugation of røge

active passive infinitive røgee røgees present røgeer røgees past røgeede røgeedes imperative røge — participle present røgeende past (have / havde) røgeet gerund røgeen

Synonyms

• ryge

Derived terms

• ferskrøget
• koldrøget
• letrøget
• røgeovn
• røgeri
• røgning
• varmrøget

References

• “røge” in Den Danske Ordbog
• “røge” in Ordbog over det danske Sprog