skænde

Danish

Etymology

Borrowed from Middle Low German schenden, from Old Saxon *skendian, from Proto-West Germanic *skandijan.

Pronunciation

• IPA^(key): /skɛnə/, [ˈsɡ̊ɛnə]

Verb

skænde (past tense skændte, past participle skændt)

1. (intransitive) to scold, nag (with the preposition på)
   • 2017, Lars Widding, Majorens afsked‎^[1]:

     Jeg kan ligefrem høre, hvordan han skænder på mig for mine kvindfolketårer.

     I can almost hear how he scolds me for my effeminate tears.

2. (passive voice) to argue, quarrel - see skændes

Conjugation

Inflection of skænde

	present	past
simple	skænder	skændte
perfect	har skændt	havde skændt
passive	skændes	skændtes
participle	skændende	skændt
imperative	skænd	—
infinitive	skænde	—
auxiliary verb	have	—
gerund	skænden	—

Verb

skænde (past tense skændede, past participle skændet)

1. (transitive) to violate, desecrate
   • 2007, Bjarne Reuter, Skyggernes hus‎^[2], page 93:

     I har skændet mandens grav.

     You have desecrated that man’s grave.

2. (transitive, dated) to rape
   • 2017, Torben Nielsen, Voldtægt‎^[3]:

     Forbryderen er en granvoksen udlænding, der under trusler om at dolke hende har skændet hende hele natten.

     The offender is a full-grown foreigner who, after having threatened to stab her, has raped her the whole night.

Conjugation

Inflection of skænde

	present	past
simple	skænder	skændede
perfect	har skændet	havde skændet
passive	skændes	skændedes
participle	skændende	skændet
imperative	skænd	—
infinitive	skænde	—
auxiliary verb	have	—
gerund	skænden	—

Derived terms

• gravskænder
• ligskænder
• skændig
• skændsel

References

• “skænde” in Den Danske Ordbog