besejre

Danish

Etymology

be- +‎ sejre (“triumph, be victorious”), after German besiegen.

Verb

besejre (imperative besejr, infinitive at besejre, present tense besejrer, past tense besejrede, perfect tense besejret)

(transitive) To conquer, to defeat

Conjugation

Conjugation of besejre

	active	passive
present	besejrer	besejres
past	besejrede	besejredes
infinitive	besejre	besejres
imperative	besejr	—

	participle
present	besejrende
past	besejret (auxiliary verb have)
gerund	besejren

References

“besejre” in Den Danske Ordbog