krænke

Definition from Wiktionary, the free dictionary
Jump to navigation Jump to search
See also: kränke

Danish[edit]

Etymology[edit]

From Middle Low German krenken.

Pronunciation[edit]

  • IPA(key): [ˈkʰʁ̥aŋɡ̊ə]

Verb[edit]

krænke (imperative krænk, infinitive at krænke, present tense krænker, past tense krænkede, perfect tense har krænket)

  1. offend
  2. violate
  3. abuse sexually