sprængia

Old Swedish

Etymology

From Old Norse sprengja, from Proto-Germanic *sprangijaną.

Verb

sprængia

1. to cause to burst

Conjugation

Conjugation of sprængia (weak)

	present			past
infinitive	sprængia			—
participle	sprængiandi, sprængiande			sprængder
active voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	sprængir	sprængi, sprænge	—	sprængdi, sprængde	sprængdi, sprængde
þū	sprængir	sprængi, sprænge	spræng	sprængdi, sprængde	sprængdi, sprængde
han	sprængir	sprængi, sprænge	—	sprængdi, sprængde	sprængdi, sprængde
vīr	sprængium, sprængiom	sprængium, sprængiom	sprængium, sprængiom	sprængdum, sprængdom	sprængdum, sprængdom
īr	sprængin	sprængin	sprængin	sprængdin	sprængdin
þēr	sprængia	sprængin	—	sprængdu, sprængdo	sprængdin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	sprængis	sprængis, sprænges	—	sprængdis, sprængdes	sprængdis, sprængdes
þū	sprængis	sprængis, sprænges	—	sprængdis, sprængdes	sprængdis, sprængdes
han	sprængis	sprængis, sprænges	—	sprængdis, sprængdes	sprængdis, sprængdes
vīr	sprængiums, sprængioms	sprængiums, sprængioms	—	sprængdums, sprængdoms	sprængdums, sprængdoms
īr	sprængins	sprængins	—	sprængdins	sprængdins
þēr	sprængias	sprængins	—	sprængdus, sprængdos	sprængdins

Descendants

• Swedish: spränga