række

Danish

Etymology

From Old Norse rekja, from Proto-Germanic *rakjaną, from Proto-Indo-European *h₃roǵéyeti. The noun is derived from the verb.

Pronunciation

• IPA^(key): /rɛkə/, [ˈʁɑɡ̊ə]

Noun

række c (singular definite rækken, plural indefinite rækker)

1. A row.
2. (mathematics) series
3. A line.
4. A tier.
5. A file.
6. A rank.
7. A rack.
8. A number.
9. A series, a succession, a sequence.
10. A suite.
11. A column.
12. (chess) rank

Inflection

Declension of række

common gender	Singular		Plural
	indefinite	definite	indefinite	definite
nominative	række	rækken	rækker	rækkerne
genitive	rækkes	rækkens	rækkers	rækkernes

Verb

række (imperative ræk, infinitive at række, present tense rækker, past tense rakte, perfect tense har rakt)

1. To hand, to pass.
2. To reach.
3. To carry.
4. To be enough, to stretch, to suffice.