trægha

Old Swedish

Etymology

From Old Norse trega, from Proto-Germanic *treganą.

Verb

trægha

1. to cause sorrow

Conjugation

Conjugation of trægha (weak)

	present			past
infinitive	trægha			—
participle	træghandi, -e			træghaþer
active voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	træghar	træghi, -e	—	træghaþi, -e	træghaþi, -e
þū	træghar	træghi, -e	trægha	træghaþi, -e	træghaþi, -e
han	træghar	træghi, -e	—	træghaþi, -e	træghaþi, -e
vīr	træghum, -om	træghum, -om	træghum, -om	træghaþum, -om	træghaþum, -om
īr	træghin	træghin	træghin	træghaþin	træghaþin
þēr	trægha	træghin	—	træghaþu, -o	træghaþin
mediopassive voice	indicative	subjunctive	imperative	indicative	subjunctive
iæk	træghas	træghis, -es	—	træghaþis, -es	træghaþis, -es
þū	træghas	træghis, -es	—	træghaþis, -es	træghaþis, -es
han	træghas	træghis, -es	—	træghaþis, -es	træghaþis, -es
vīr	træghums, -oms	træghums, -oms	—	træghaþums, -oms	træghaþums, -oms
īr	træghins	træghins	—	træghaþins	træghaþins
þēr	træghas	træghins	—	træghaþus, -os	træghaþins

Descendants

• Swedish: träga