afmeten

Dutch

Etymology

From af +‎ meten.

Pronunciation

• IPA^(key): /ˈɑfmeːtə(n)/

• Audio:

  (file)

• Hyphenation: af‧me‧ten

Verb

afmeten

1. (transitive) to measure off

Conjugation

Conjugation of afmeten (strong class 5, separable)
infinitive	afmeten
past singular	mat af
past participle	afgemeten
infinitive	afmeten
gerund	afmeten n
	main clause		subordinate clause
	present tense	past tense	present tense	past tense
1st person singular	meet af	mat af	afmeet	afmat
2nd person sing. (jij)	meet af	mat af	afmeet	afmat
2nd person sing. (u)	meet af	mat af	afmeet	afmat
2nd person sing. (gij)	meet af	mat af	afmeet	afmat
3rd person singular	meet af	mat af	afmeet	afmat
plural	meten af	maten af	afmeten	afmaten
subjunctive sing.1	mete af	mate af	afmete	afmate
subjunctive plur.1	meten af	maten af	afmeten	afmaten
imperative sing.	meet af
imperative plur.1	meet af
participles	afmetend	afgemeten
1) Archaic.

Derived terms

• afmeting

Anagrams

• afneemt, meten af, neemt af