afbuigen

Definition from Wiktionary, the free dictionary
Jump to: navigation, search

Dutch[edit]

Pronunciation[edit]

Etymology[edit]

From af +‎ buigen.

Verb[edit]

afbuigen

  1. (ergative) to bend/curve away
  2. (intransitive) to branch off

Inflection[edit]

Inflection of afbuigen (strong class 2, separable)
infinitive afbuigen
past singular boog af
past participle afgebogen
infinitive afbuigen
gerund afbuigen n
verbal noun
main clause subordinate clause
present tense past tense present tense past tense
1st person singular buig af boog af afbuig afboog
2nd person sing. (jij) buigt af boog af afbuigt afboog
2nd person sing. (u) buigt af boog af afbuigt afboog
2nd person sing. (gij) buigt af boogt af afbuigt afboogt
3rd person singular buigt af boog af afbuigt afboog
plural buigen af bogen af afbuigen afbogen
subjunctive sing.1 buige af boge af afbuige afboge
subjunctive plur.1 buigen af bogen af afbuigen afbogen
imperative sing. buig af
imperative plur.1 buigt af
participles afbuigend afgebogen
1) Archaic.

Anagrams[edit]